Oplevelser langs Rans Togt

Foto: Andreas Houmann

Museer, kirker, skulpturer og historiske fund. Rans Togt byder på mange oplevelser, der hver især har formet områderne, du besøger langs Rans Togt.

Vandskels-etapen

Den officielle start på Rans Togt er ved Museum Give. Her kan du lære mere om hedebondens liv og blive klogere på Give-egnen. Hos Museum Give kan du også købe et vandrekort over ruten, en kop kaffe og benytte toilettet før turen går i gang. 

På ruten støder du også på Hærvejen, som måske inspirerer dig til endnu en vandretur i det jyske.

Snart møder du Øster Nykirke, der er Danmarks højest beliggende kirke. På den anden side af vejen finder du Sct. Peders Helligkilde, hvis vand mentes at have en helbredende kraft.

Ved Øster Nykirke kan du lave en afstikker (ca. 2,5 kilometer) til Gudenåens Udspring. Udover at være et skønt naturområde, får du også en bid historie. Her finder du nemlig resterne af et badeanlæg fra 1930'erne, der var en stor attraktion dengang med svømmebassiner, en fontæne med rindende kildevand og en kaffepavillon. 

Hovedkær-etapen

Fra Tørring går du mod Vindelev, hvor Danmarkshistoriens hidtil største, rigeste og flotteste guldskatte er blevet fundet; Vindelevskatten.

I Vindelev finder du også rutens officielle pausested, Kong Rans Port. Kong Rans Port er en lille høj med integreret bænk, som gi­ver læ for vind og vejr og giver en skøn udsigt over Vindelev Bypark ned mod søen.

Når du nærmer dig Jelling, kan du lægge vejen omkring Brandbjerg Højskole (en omvej på ca. 1,7 kilometer), hvor du kan se den flotte herregård, hvis historie kan føres tilbage til slutningen af det 16. århundrede.

I Jelling møder du UNESCO Verdensarv. Her står du midt i vikingetiden med runesten og gravhøje. På den anden side af vejen ligger Kongernes Jelling, der er et oplevelsescenter, hvor du kan lære mere om vikingernes liv.

Vikinge-etapen

Fra vikingebyen Jelling begiver du dig mod Grejsdalen. Udover at være et naturskønt område, så går en af Vejles mest populære vandreruter igennem Grejsdalen, nemlig Grejsdalstien.

Efter Grejsdalen går turen til Vejle. Her kan du lægge vejen forbi Vejle Gågade, der før er hædret som Danmarks Flotteste Handelsby. 

Er du interesseret i kunst og kultur kan du kigge forbi Vejle Kunstmuseum eller Kulturmuseet. Begge steder har gratis entré.

Ådals-etapen

Inden du forlader Vejle, kan du gøre et ophold ved oplevelsescenteret Økolariet. Her finder du udstillinger om bæredygtighed, miljø og natur. 

Har du brug for at blive guidet godt videre på din rute eller har andre spørgsmål til dit ophold i Vejle, så kig ind forbi turistbureauet, VisitVejle, der ligger lige på banegårdspladsen.

Nu går turen igennem Vejle Ådal mod Ødsted og Egtved. På turen hertil kan du lægge vejen forbi jernalderlandsbyen i Vingsted (ca. 3,2 kilometer fra ruten). Lige om hjørnet kan du overnatte i shelters eller på Vingsted Hotel og Konferencecenter.

Etapen ender i Egtved ved Roberthus, hvor du også finder Egtved Bibliotek

I Egtved kan du gå en tur ned ad gaden Aftensang, hvor du finder en lille shoppinggade. Her finder du også byens lokalhistoriske museum, Egtved Museum, som udstiller genstande fra forskellige historiske perioder fra stenalder til 1900-tallet. 

Bronze-etapen

Fra byen Egtved kommer du hurtigt til Egtvedpigens Grav, et af Europas fineste bronzealderfund. Her fandt man en ung bronzealderpige stedt til hvile i en gravhøj.

Gør et stop ved Tørskind Grusgrav, hvor du finder én af Danmarks få landskabsskulpturer, skabt af Robert Jacobsen og Jean Clareboudt.

Er det tid til en kaffe og et stykke kage, så kig ind forbi Bindeballe Købmandsgård. Du kan også dykke ned i historien om stedet i købmandsmuseet og nyde stemningen, der tager dig tilbage til 1897. På den anden side af vejen finder du Bindeballe Station. Stationsbygningen er fra 1897, og er nu indrettet til museum, hvor billetkontor og ventesal er rekonstrueret med mange originale effekter.

Videre på ruten når du til Randbøldal. Her ligger Randbøldalmuseet. Her kan du bl.a. blive klogere på gamle dages produktion af papir og klæder. Der er altid gratis adgang til museet.

Tag en afstikker fra ruten, og læg vejen forbi Randbøldal Kirke, hvor du også finder Kong Rans Høj.

Hede-etapen

Efter Randbøldal går turen rask videre til Nørup. Tag et smut ind forbi renæssanceslottet Engelsholm, der er smukt beliggende ved bredden af Engelsholm Sø (ca. 2,1 kilometer fra ruten). Gå også gerne en tur i den renoverede slotspark

Ruten tager dig forbi Nørup Kirke, hvor du finder den flotteste udsigt over slottet og søen.

Ruten går nu mod slutpunktet i Give. Give er også kaldet skulpturbyen, da den rummer Danmarks største galleri i det fri. 90 skulpturer er placeret rundt omkring i byen - som et åbent galleri. 

Få mere inspiration til din tur langs Rans Togt her

Naturen ved Gudenåens og Skjern Ås udspring
Natur langs Rans Togt
Whisky-tønder hos Fary Lochan i Farre
Mad og drikke langs Rans Togt
Fronten af Vingsted Hotel og Konferencecenter
Overnatning langs Rans Togt
En flok mennesker vandrer langs vandreruten Rans Togt
Rans Togt - landsbyvandreruten