Vejle
Vejle er Danmarks 9. største by med knap 60.000 indbyggere og oser af kultur og hygge, og atmosfæren er storbyagtig. I Vejle finder du en levende gågade med både kendte kæder og specialbutikker, charmerende sidegader og gårdmiljøer, overdækkede citycentre og stemningsfyldte caféer. Shop i de hyggelige gader, kom gratis på museum, tag på vandretur i den unikke natur, oplev arkitekturen eller smag dig gennem byen.
Danmarks 9. største by oser af kultur og hygge, og atmosfæren er storbyagtig. I Vejle finder du en levende gågade med både kendte kæder og specialbutikker, charmerende sidegader og gårdmiljøer, overdækkede citycentre og stemningsfyldte caféer.
Vejle er kåret som Danmarks Flotteste Handelsby 2020-22 og har tidligere været kåret som Danmarks bedste, Danmarks hyggeligste og Danmarks mest servicemindede handelsby. Her får du en shoppingoplevelse af de helt store.
En slentretur gennem Vejle er fuld af arkitektoniske indtryk, som både viser byens rige fortid og dens dynamiske udvikling imod fremtiden. De ældste bygninger er Sct. Nicolai Kirke fra midten af 1200-tallet, mens Spinderihallerne, Den Smidtske Gård, Vejle Rådhus og Vindmøllen alle er fra 1800-tallet. Til Vejles nye spændende udtryk hører bl.a. havnefronten med promenade, boliger, kanaler, flydende kajakklub, lystbådehavn, restaurant og den futuristiske boligejendom, Bølgen.
VejleMuseerne indbyder til fordybelse. Kunstmuseet huser en unik samling af dansk og europæisk grafisk kunst, mens Kulturmuseet i Spinderihallerne er en spændende rejse i Vejles fortid. I science- og oplevelsescentret Økolariet kan børnene lære om natur, miljø, energi, klima, innovation og teknologi.
Vejle ligger i en bid af Danmarks smukkeste og mest varierede natur. Langs fjorden maler bøgeskove skråningerne grønne. I Nørreskoven kan du svinge dig i trætoppene i Gorilla Park Vejle og opleve dådyr og sikahjorte i Dyrehaven. Ved fjorden ligger den bynære strand, Albuen og Skyttehushaven med udsigt over den majestætiske Vejlefjordbro. I vådområdet, Kongens Kær, kan studere det rige fugleliv. Eller hvad med at prøve kræfter med Danmarks hårdeste cykelrute på Vejles bakker?
Aftenen kan f.eks. tilbringes på en af de mange restauranter, med en god film i Lido Biograferne, på det internationale Casino Munkebjerg eller med en musik- og teateroplevelse i Vejle Musikteater.