Sct. Nicolai Kirke
Sct. Nicolai Kirke indgår som en del af det levende byrum. Den ligger midt i Vejles bymidte, på Kirketorvet, og besøges årligt af rigtig mange turister og lokale. Kirken er ikke alene Vejles ældste bygning, den er også den eneste bevarede fra Middelalderen. Derfor er kirken ikke blot et rum til afvikling af religiøse ceremonier, men også et møde- og kulturrum, hvor det er spændende og naturligt at møde både gammel og moderne kunst.
Sct. Nicolai Kirke er opført indenfor tidsrummet 1240-1280 som et senromansk-unggotisk langhus. Siden er den udbygget med først et mindre tårn, dernæst et søndre sideskib og to korsarme. I 1855 fik kirken et nyt kor, og i 1887 blev det gamle tårn revet ned og i 1888 erstattet af det nuværende, nygotiske tårn.
På kirkens nordside, ud mod Kirkegade, ses 23 runde huller, der indeholder indmurede hovedskaller. Sagnet fortæller, at de er fra henrettede røvere, der for mere end 300 år siden huserede i Nørreskoven og røvede fredelige borgere.
I kirken finder man et særligt gravkapel, Kai de la Mares kapel. Oberstløjtnant de la Mare skænkede i 1704 kirken 100 sletdaler for at få indrettet en begravelsesplads i kirken, i søndre kapel. I forbindelse med en renovering af kirken i 1862 blev den flyttet til nordre kapel. Her finder man i dag tre kister med familiemedlemmer, en fjerde ukendt og endelig ligger et foto af ”Dronning Gunhild”. Moseliget, fundet i 1835 i Haraldskær Mose, er for tiden udlånt til Kulturmuseet i Spinderihallerne.
De to store reformatorer, Luther og Melanchton, er portrætterede af Lucas Cranach den Yngres værksted i Wittenberg og hænger på kirkens nordvæg, skænket af en præsteenke i 1585. Også Vejles store søn, historikeren Anders Sørensen Vedel, er portrætteret i kirken. Jørgen Roeds store mindeportræt fra 1860 blev skænket af bl.a. amtmand Orla Lehmann.
Sct. Nicolai Kirke er nyrestaureret og ombygget i 2018-19 med EplusN som arkitekter. Kirken blev nykalket, der kom et helt nyt varmesystem, ny farvesætning, nye løse stole, nyt el- og lyssystem, nyt lydsystem og handicapvenlige adgangsveje og stærkt forbedrede toiletforhold. Ombygningen bestod i at få tilført sognehusfaciliteter, så kirken nu rummer undervisningslokale, møderum, samtalerum, nyt dåbsværelse og et præstekontor.
Koret med alteret er helt nyindrettet. Det gamle alter er ophængt i søndre korsarm. Billedkunstner Anders Kirkegaard har udført en ny altertavle, der blev indviet 14. november 2021. Der er tale om et enestående altermaleri i meget store dimensioner. Til daglig står det som en mere end fem meter høj monolit i tre felter i violet, rød og grøn. Ved gudstjenester og kirkelige handlinger foldes det øverste felt ud og åbenbarer et opstandelsesmotiv med Vejle Fjord. Værket er kunstnerens hovedværk - "Mit testamente", siger Anders Kirkegaard.
Der er nyt knæfald og nyt alterbord, men prædikestolen fra 1576 er uændret, og kirkens ældste inventar, døbefonten fra før 1250, er flyttet til en plads nedenfor kortrappen.
Til at udforme afskærmningen af de nye lokaler, der er skabt under pulpituret ved indgangen til kirkerummet, hvor der anvendes glas som ruminddeling, er valgt væverne Beck & Kinch i Aarhus. De tæller blandt sine kunder de store modehuse Dior og Chanel, men også FAO og Det danske Udenrigsministerium.
Hver torsdag kl. 16 er der gratis guidet rundvisning i kirken. Tilmelding er ikke nødvendig, bare mød op.