©  Foto:

Ritter-Ruten

120 km med 1500 højdemeter. Ritter-Ruten er Dennis Ritters, sportsjournalist og cykelsportskommentator, bud på en fortræffelig 120 kilometer cykelrute omkring Vejle Ådal og Fjord. Ruten går gennem flotte bakkede landskaber og historiske interessepunkter. 

Dennis Ritter, sportsjournalist og cykelsportskommentator, har lagt vægt på, at en god rute skal gå gennem flotte landskaber og historiske interessepunkter. Og da ruten ligger i Vejle, er det et 'must', at ruten indeholder hårde cykelbakker og lange nedkørsler. Med hjælp fra borgerne i Vejle Kommune, til Vejles Folkemøde 2019, har Ritter skabt sit bud på en 120 kilometer rute, der opfylder alle hans forventninger.

Borgerne har anbefalet Ritter, at ruten bør medtage følgende punkter: Jelling-monumenterne, Vejle Fjord og Munkebjerg, Kiddesvej, Bindeballe Købmandsgård, Tørskind Bakke, Egtvedpigens Grav, Ravningbroen og Fandensdal, Hærvejen og Randbøldal, Engelsholm Sø og Slot, Fårup Sø, Østengård Bakke og Haraldskær. Endvidere var det et ønske fra mange, at ruten skulle gå helt tæt på byerne Børkop, Egtved, Jelling og Vejle, så cyklisten kan hoppe på fra forskellige steder samt, at ruten inkluderede både Bindeballestien og den nye supercykelsti.

Ønsker du at springe Kiddesvej over, drejer du blot til venstre ved foden af Koldingvej og følger Ribe Landevej ud langs Kongens Kær.

Download ruten til GPS