Den Smidtske Gård
Den Smidtske Gård i Søndergade er en smuk gammel bindingsværksgård, som i dag er den eneste af Vejles gamle købmandsgårde, som er bevaret. Oplev den hyggelige stemning i Vejles gamle købmandsgård fra 1799, mens du nyder et måltid i gårdens café eller vinbar.
Den gamle købmandsgård er påbegyndt i 1799 af købmand Ingvard Smidt, opført af bygmester Anders Christensen Kruuse sammen med arkitekt og billedhugger Jens Hjernøe. Denne smukke gamle bindingsværksgård i Søndergade 14 er den eneste af Vejles gamle købmandsgårde, som er bevaret. Gården huser i dag café og vinbar.
Forhuset langs Søndergade er den ældste del. Bemærk bygherrens og hans hustrus navne samt årstallet over portliggeren. Her var både bolig med køkken, bryggers og rullestue (forhus og nordfløj) samt kornhus, pakhus, vognport og stalde til kundernes heste.