Ådalsruten - Panoramarute 3
På Ådalsruten - Panoramarute 3, som er en lokal cykelrundtur, kommer du bl.a. forbi seværdigheder som Egtvedpigens Grav og Bindeballe Købmandsgård. Sæt gerne hele dagen af til denne rute, der er præget af Egtved og Vejle ådales bakkede landskaber.
Først går turen til Bindeballe, hvor købmandsgården altid er et besøg værd. Efter Nybjerg Mølle kommer benene på arbejde, men stig af cyklen ved Egtvedpigens Grav og nyd herefter turen nedad imod åløbet.
Skulpturerne i Tørskind Grusgrav og udsigten fra ådalskanten bag grusgraven er også et stop værd. Det samme er udsigten fra Runkenbjerg. Herfra tager ruten dig fortsat ad små veje op og ned i ådalen, forbi Bindeballe og retur til Randbøldal.
Ådalsruten er et turforslag, og er ikke skiltet. Ruten bliver også kaldet for en Panoramarute, da du vil opleve vide udsigter, men også små skjulte steder, der indbyder til ro, nærvær og fordybelse.
Turen er ca. 25 km lang. Det tager cirka 2 timer at cykle Ådalsruten.