Gårde i Vingsted Jernalder med morgenrim

Oplevelser langs Kyst til Kyst Stien

Foto: VejleMuseerne

På Kyst til Kyst Stien er der masser af steder, hvor du kan gå på opdagelse. Her er der oplevelser af historisk, kulturhistorisk og moderne karakter.

I Vejle starter du ved havnefronten, hvor du finder de arkitektoniske perler, Bølgen og Fjordenhus.

I Vejle by kan du besøge Vejle Kunstmuseum, der har en samling, der består af både grafisk kunst, malerier og skulpturer. Du finder også Vejle Kulturmuseum, hvor du bl.a. kan se moseliget, 'Dronning Gunhild', der blev fundet i en mose tæt ved Haraldskær.

Du kan også tage en tur på videns- og oplevelsescenteret, Økolariet, og lære mere om natur, miljø, klima og energi.

I kunstmuseet, kulturmuseet og Økolariet er der gratis entré.

Når du har forladt Vejle by, træder du ud i den flotte natur i Vejle Ådal

Her finder du Haraldskær Hovedgård samt besøgscenteret ved Haraldskær Avlsgård, hvor du kan mere om ådalens historie, dyrelivet, biodiversitet og meget mere.

Videre på turen kommer du til Vingsted og Vingsted Jernalder. Her kommer du helt tæt på jernalderen, og hvordan man levede dengang.

Kort herefter kommer du til Ravningbroen, der er en rekonstruktion af en bro, som Harald Blåtand fik konstrueret.

Du kan tage en afstikker til Tørskind Grusgrav, og se den imponerende landskabsskulptur skabt af Robert Jacobsen og Jean Clareboudt.

Kig ind forbi Bindeballe Købmandsgård og oplev, hvordan en købmandsgård fra 1897 så ud. Du kan også nyde en god kop kaffe og et lækkert stykke kage.

På den anden side af vejen finder du Bindeballe Station. Stationsbygningen er fra 1897, og er nu indrettet med en udstilling, hvor billetkontor og ventesal er rekonstrueret med mange originale effekter.

I Egtved finder du stedet, hvor et af Europas fineste bronzealderfund blev gjort; Egtvedpigens Grav. I slutningen af 2025 åbner det nye oplevelsescenter, Egtvedpigens Verden, lige der, hvor hun blev stedt til hvile en sommerdag for 3.500 år siden.