En grønnere ferie
Vælg cyklen eller vandrestøvlerne fremfor bilen
Findes der en bedre måde at opleve naturen, bydele og landsbyer på end på to hjul eller til fods? Det mener vi ikke. Lad derfor bilen holde ferie, mens du holder ferie.
Medbring din egen cykel eller lej en cykel for en dag eller flere ad gangen. Snør vandrestøvlerne og tag på eventyr i Vejles mange magiske landskaber.
Oplev f.eks. fortidens monumentale gletschere i Munkebjergskoven og i Vejle Ådal, som byder på nogle af landets smukkeste udsigter bl.a. hos Runkenbjerg og Tørskind Grusgrav. Grejsdalstien byder på smuk natur i varieret terræn, og ved Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage føler du dig hensat til et andet land, hvor trolde og vætter normalt bor.
Grønne spise- og overnatningssteder
Køb lokalt, det er genialt globalt. Støt lokalsamfundet ved at købe dine mad- og drikkevarer lokalt. I Vejles gastro-univers finder du bl.a. frem til lokale specialitets-forretninger, gårdbutikker og restauranter, der f.eks. er certificerede med Det Økologiske Spisemærke.
Leder du efter en grønnere overnatning, skal du heller ikke lede længe. Udover, at du kan vælge en nat under stjernerne i telt eller shelter, er der flere af områdets hoteller og campingpladser, der er certificeret med Svanemærket, Green Key eller Greenstay, og du er dermed sikret, at der bliver taget hånd om klimaet og din nattesøvn.
Se efter det grønne mærke 'Grøn oplevelse', når du klikker ind på virksomhederne. Det indikerer at spise- eller overnatningsstedet er certificeret.
Oplevelser for alle
I Vejle sætter vi social bæredygtighed på programmet. Det betyder, at vi lægger vægt på solidaritet, inklusion, tolerance og respekt for forskelligheder. Derfor er vi også glade for, at flere af Vejle og omegns oplevelser kan nydes helt gratis.
Oplevelser for alle betyder også, at der skal være tilgængeligt for alle, uanset om du har en funktionsnedsættelse eller et skjult handicap. Klik ind og find flere af de tilgængelige oplevelser i Vejle og omegn og læs om God Adgang og Solsikkeprogrammet.
Bevidst forbrug
Vær med til at gøre dit forbrug mere bevidst. Mange af de virksomheder du møder på din ferie i Vejle, er i gang med at reducere deres klimapåvirkning, og flere arbejder også med sociale bæredygtighed f.eks. igennem Solsikkeprogrammet. Med 'Vejles Grønne Vejviser' finder du frem til de virksomheder, der har fokus på den grønne omstilling.
Via ReFashion Vejle kan du få vist vejen til en bæredygtig fremtid med fashion. Tøj sætter et stort aftryk på klimaet, men med genbrug kan du være med til at gøre det lidt grønnere.
Vær med til at sætte skub i den grønne omstilling ved at efterspørge, opsøge og bakke op om de grønne tiltag.
Spar på flyrejsen
Spar flyrejsen til Vejle, og tag med offentlig transport. Vejle er et knudpunkt for både busser og tog, så du kan let finde offentlig transport, der passer til dig.
Du kan endda spare flyrejsen til eksotiske lande, hvis du vil opleve vilde dyr på savannen. Hos Givskud Zoo kan du tage på udflugt mellem verdens vilde dyr, ja, sågar hos Dinosaurerne. Du kan høre løvernes brøl og ulvenes hyl, og føle dig hensat til de afrikanske stepper og canadiske vildmarker uden at rejse udenlands.